Til trods for, at Arnold Schwarzenegger (også kendt som Californiens guvernør) gentagne gange afviser at spille med i den fjerde udgave af hvad vi her på redaktionen ellers håbede ville være forblevet en trilogi; nemlig Terminator 4, viser det sig at den tidligere actionmegastjerne måske alligevel vil have fødderne dyppet. Das guvernør, aka The Terminator, udtaler nemlig, at han hellere end gerne vil optræde i en gæsterolle, hvis instruktøren (McG) vælger at skyde en scene i stjernens egen stat: "Jeg har aldrig talt med nogen om det, men hvis de optager filmen i Californien, vil jeg med glæde spille med i den," siger Schwarzenegger.

Den slags ’finurlige’ gæsteoptrædener har man jo set før, og selvom det ville glæde redaktionen at se Schwarzenegger i rollen som T800, lurer der også en risiko for, at sådan en ’indskudt scene’ bliver ufrivilligt komisk. Men i første omgang vil vi da lade tvivlen komme til gode og håbe at McG kan overraske – også selvom hans karriere ikke ligefrem kan bryste sig af pragtpræstationer, og at han til sammenligning med Cameron må kaldes en ’lille fisk’, samt at hans navn McG lugter lidt af selvproklamering. Her på redaktionen dømmer vi jo ikke, og da slet ikke før filmen er udkommet (udkommer 22. maj 2009), nu hvor Terminator 3 jo trods alt var i stand til at vedligeholde standarderne fra de to indledende film i trilogien – bortset fra; nej!
 
Indtil videre har Christian Bale (i billedet til venstre) fået rollen som ’John Connor’, hvilket trods alt er lovende hvis man tager hans præstation i Batman Begins i mente. Desuden er rygtet at Josh Brolin (American Gangster, In The Valley of Elah, i billedet til højre) skal spille Terminator, og det er da også et ganske spændende valg af instruktøren. Spørgsmålet er om McG kan leve op til Cameron’s legende – vi tror det næppe, men engang imellem overraskes vi da og både Bale og Brolin kunne sagtens være medvirkende hertil.