Sværvægtsbokseren Muhammad Alis liv er op til flere gange blevet portrætteret på det store lærred. Mest markant med Leon Gasts eminente oscarvindende dokumentar, ”When We Were Kings” fra 1996, og senest med Will Smith i hovedrollen i Michael Mann’s ”Ali” fra 2001.

I John Dowers ”Thriller In Manila” er scenen sat på Fillipinerne til det tredje og sidste møde mellem netop Muhammad Ali og hans udfordrer ”Smokin’ Joe Frazier, verdens uanfægtelig bedste fightere på daværende tidpunkt. Resultatet er en exceptionel underholdende film, der på hårdtslående vis skildrer den legendariske kamp, og ikke mindst historien bag de to champs skæbnesvangre tredje møde.

Et sandt boksedrama, der kort inden femtende og sidste omgang, fandt sin vinder, da Fraziers træner Eddie Futch stoppede kampen, af frygt for at sende sin efterhånden næsten blinde protege i ringen til en måske livstruende sidste omgang. I Ali’s ringhjørne var den regerende champ klar til selv at få klippet boksehandskerne af, men heldigvis for ham var Futch hurtigere om at træffe sin beslutning. Øjeblikket efter Ali’s sejrsbrøl besvimede han i ringen– udmattet og afkræftet efter en dans til døden, der fandt sted inde i en kogende sportshal klokken 10 om formiddagen i den varme fillipinske hovedstad.

Filmen fortælles i særdeleshed fra Fraziers og hans tidligere lejrs bitre synspunkt. Mens Muhammad Ali’s navn som brand er blevet solgt for mere end 80 millioner dollar, så lever Joe Frazier i dag i et lille baglokale bag det boksecenter, han altid selv trænede i. En interessant måde at beskue, hvordan Amerika behandler sine tidligere helte.  Selvom han på intet tidspunkt decideret erkender sin fortørnelse over nederlaget den 1. Oktober 1975, så lyser hans efterhånden hærdede ansigt stadig af arrighed og hævntørst – han mener sågar at Muhammad Ali’s nuværende parkinson-syge er en gengældelse fra de højere magter, som straf for Ali’s kontroversielle og til tider respektløse adfærd som ung.  En adfærd, som Joe Frazier især fik at mærke op til braget i Manila, da Ali konsekvent kaldte ham for en talentløs, grim gorilla, og hævdede at Frazier ”arbejde for den hvide fjende”, at han var en Onkel Tom, der ikke anede en dyt om afroamerikanske følelser og værdier, til trods for at Frazier oprindeligt kom fra langt sværere kår end Ali.

Ali’s PR-stunt virkede, og det lykkedes ham at få den sorte del af Amerika på sin side, mens den hvide befolkning fandt Frazier mest sympatisk. I virkeligheden var Ali dødsensangst for sin gamle bedste ven, og han har senere hen også undskyldt sine udskejelser op til kampen.

John Dowers har til gengæld ikke meget at undskylde for, for ”Thriller In Manila” er en sand fornøjelse, hvor det enorme arkivmateriale kombineret med nye interviews på fortrinlig vis er blevet klippet sammen til en yderst vellykket film, der graver op i de oldgamle værdigrundlag om mandsmod, ære og tilgivelse.