Finansmagasinet Forbes har offentliggjort en liste over Hollywoods højest betalte skuespillere – listen regner fra juni 2007 til juni 2008. Listen viser med al tydelighed, at det er mændene, der virkelig hiver slanterne hjem. Samlet set indtjente de 10 højest betale mænd ca. $487 millioner. Hos kvinderne var tallet ca. $244,5 millioner.
 
Allerøverst på listen finder man Will Smith, der på et år fik skrabet $80 millioner sammen (ca. 390 millioner kr.). Smith lever dermed op til sit ry som den mest hårdtarbejdende stjerne i Hollywood, og han har bevist, at han kan trække folk i biffen, både når han spiller i sci-fi film (”I Am Legend” og ”Hancock”) og når det gælder melodrama (”The Pursuit of Happyness”). I øvrigt har Smith også slået en rekord indenfor det sidste år. Han er den første skuespiller i Hollywood som har haft 8 film i træk, der har indtjent over $100 millioner. Imponerende, Mr. Smith!
 
På 2. pladsen finder vi Johnny Depp, der hev $72 millioner ind på bankbogen, bl.a. takket være hans Oscar-nominerede rolle i ”Sweeney Todd”. På 3. pladsen er overraskende nok Eddie Murphy, som har tjent $55 millioner. Mange betragter Murphy som en has-been, men han hitter stadig stort i familievenlige film, og har senest både været med i ”Shrek the Third”, ”Norbit” og Oscar-pleaseren ”Dreamgirls”.
 
Forbes’ liste nævner ikke kvinderne, men IMDB oplyser, at Cameron Diaz er topscorer med $50 millioner. Det er nu også ret imponerende i betragtning af, at hun kun har lavet to film, nemlig ”Shrek the Third” og ”Til jackpot os skiller”. Diaz bliver efterfulgt af Keira Knightley med $32 millioner og Jennifer Aniston, der har tjent $27 millioner.
 
Her er herrenes top-10:
 
1. Will Smith – $80 millioner
2. Johnny Depp – $72 millioner
3. Eddie Murphy – $55 millioner
3. Mike Myers – $55 millioner
5. Leonardo DiCaprio – $45 millioner
6. Bruce Willis – $41 millioner
7. Ben Stiller – $40 millioner
8. Nicolas Cage – $31 millioner
9. Will Ferrell – $31 millioner
10. Adam Sandler – $30 millioner