Den nye true crime-serie Dr. Death med Joshua Jackson, Alec Baldwin og Christian Slater får eksklusiv dansk premiere på C More den 5. oktober. Den er baseret på den populære podcast af samme navn, og fortæller den uhyggelige historie om en karismatisk ung amerikansk læge, der med sine fejlbehandlinger invaliderede 31 patienter og kostede to mennesker livet.

Over 50 millioner har lyttet til Wonderys prisbelønnede podcast Dr. Death. Den grusomme historie om den livsfarlige læge er nu omsat til en lige så spændende true crime-serie med en stærk rolleliste. Dr. Death handler om den unge og karismatiske neurokirurg Dr. Christopher Duntschs syge sind, et fejlslagent amerikansk sundhedssystem og to læger der gjorde, hvad de kunne for at få ham stoppet.

Joshua Jackson (The Affair) spiller hovedrollen som Dr. Christopher Duntsch, der invaliderede 31 patienter og kostede to mennesker livet med nogle ellers rutinemæssige rygoperationer, som blev foretaget i 2010’erne i Dallas. Duntsch fik en livsvarig fængselsstraf i 2017 for sine gerninger – den første dom nogensinde givet til en læge for fejlbehandling i USA.

Alec Baldwin (Mission: Impossible-filmene) danner makkerpar med Christian Slater (Mr. Robot) i Dr. Death. De spiller rollerne som henholdsvis Dr. Robert Henderson og Dr. Randall Kirby, der anede uråd, efterhånden som ofrene blev flere og flere. Sammen med statsanklageren Michelle Shughart (AnnaSophia Robb, The Act) satte de sig for at få stoppet kollegaen, Dr. Duntsch.

Rollelisten tæller også navne som Kelsey Grammer (Frasier, Sams bar), Grace Gummer (A Teacher), Molly Griggs (Prodigal Son), Carrie Preston (Claws, True Blood), Dominic Burgess (The Magicians) og Fredric Lehne (Bluff City Law). Patrick Macmanus (The Girl from Plainville) er eksekutiv producer og showrunner på Dr. Death.

Dr. Death får premiere på C More den 5. oktober. Serien består af 8 afsnit – du får to nye afsnit hver tirsdag.